|
Almindelige Forretningsbetingelser for registrering og brug af domænenavne under
.co.dk, .firm.dk, .store.dk, .biz.dk, .reg.dk
§1 Generelle bestemmelser.
Stk. 1. De almindelige forretningsbetingelser (Betingelserne) indeholder nogle generelle bestemmelser, som regulerer alle mellemværender mellem (1) Administratoren, som foretager registreringen og vedligeholdelse af domænenavne på vegne af Brugerne, og (2) Brugeren. Herudover regulerer Betingelserne alle mellemværender Brugerne imellem (3).
Stk. 2. Brugeren defineres i Betingelserne som enhver, der direkte eller indirekte anvender domænenavne administreret og/eller vedligeholdt af Administratoren, ved at foretage en eller flere af nedenstående aktiviteter :
- erhverver et domænenavn omfattet af Betingelserne,
- indleder forhandlinger og/eller retssag om et allerede
registreret domænenavn, som er omfattet af Betingelserne,
- indtaster og/eller på anden måde anvender Internet adresser (web, e-mail,
chat, news m.v.), som er omfattet af Betingelserne,
- anvender informationer i databasen/”Whois” vedrørende domænenavne omfattet af Betingelserne.
Stk. 3. Betingelserne gælder for ethvert mellemværende, medmindre det udtrykkeligt fremgår af særskilt aftale, at Betingelserne ikke er gældende.
§2 Brugerens rettigheder og forpligtelser.
Stk. 1. Administratoren accepterer og anerkender, at et domænenavn erhvervet af Brugeren, er omfattet af Brugerens ejendomsrettigheder, under forudsætning af, at erhvervelsen kan anses for at være af legitim interesse, og i øvrigt er foretaget lovligt.
Stk. 2. Brugeren accepterer og anerkender, at erhvervelse og opretholdelse af et domænenavn ikke kan anses for at være lovlig hvis
a) de oplysninger, Brugeren har afgivet i forbindelsen med erhvervelsen viser sig at være urigtige, vildledende, eller på andet måde svigagtige,
b) Brugeren undlader at opdatere de registrerede oplysninger, således at domænenavnet står registreret med urigtige og/eller vildledende oplysninger om dettes ejerskab,
c) registrering af domænenavnet er opnået som følge af fejl (såvel maskinelle som menneskelige fejl hos Administratoren), der kan dokumenteres
over for Brugeren,
d) der foreligger en retsafgørelse eller et gyldigt påbud fra offentlige myndigheder om ophævelse af registreringen af domænenavnet,
Stk. 3. Brugeren accepterer og anerkender, at erhvervelse og opretholdelse af et domænenavn ikke kan anses for at være af legitim interesse, hvis det påvises
a) at indehaveren ikke har nogen rettigheder af nogen art, eller legitime interesser i at beholde/bruge domænenavnet, og
b) at domænenavnet er erhvervet og brugt i ond tro eller
c) at indehaveren vanrøgter domænenavnet ved enten at undlade at foranledige, at de nødvendige DNS servere for domænenavnet er korrekt anført og fungerer tilfredsstillende, eller
d) at indehaveren undlader at betale de nødvendige årlige vedligeholdelsesafgifter
Stk. 4. Brugeren accepterer og anerkender, at et domænenavn kan være identisk med, eller til forveksling ligne et varemærke eller kendetegn tilhørende en tredje part, uden at erhvervelsen af domænenavnet nødvendigvis kan anses for at være i ond tro.
Stk. 5. Brugeren accepterer og anerkender, at ejerskabet af et domænenavn under et andet regi, f.eks. under
.COM, eller direkte under .DK, ikke på nogen måde giver fortrinsret til erhvervelse af det samme domænenavn hos Administratoren, idet domænenavne registreres i henhold til ”først til mølle princippet”.
Endvidere anerkender Brugeren, at domænenavne i udbud hos
Administratoren netop er oprettet for at give nye muligheder til flere berettigede til ét og samme navn jf. varemærkelovens klasseinddeling.
Stk. 6. Brugeren accepterer og anerkender, at erhvervelse af et domænenavn ikke giver nogen særlige rettigheder til selve navnet, og at enhver stridighed mellem parter om rettigheder til at anvende et bestemt navn skal løses via de normale retslige procedurer, herunder privat voldgift vedtaget af parterne.
Stk. 7. Brugeren accepterer og anerkender, at erhvervelse af et domænenavn hos Administratoren ikke er at betragte som et
forbrugerkøb, men derimod som en erhvervsmæssig anskaffelse og investering.
§3 Fortrydelse, annullering af fejlregistreringer og refusion af betalte afgifter
Stk. 1. I forbindelse med Administratorens annullering af
fejlagtigt registrerede domænenavne, refunderer Administratoren de af Brugeren betalte afgifter for de pågældende domænenavne.
Stk. 2. Brugeren accepterer og anerkender
a) at have det fulde ansvar for valget af et domænenavn og dennes stavelse, herunder domænenavnets endelse
(.co.dk, .store.dk, .firm.dk, .reg.dk etc.),
b) at være bekendt med, at der forefindes andre muligheder for at registrere andre typer domænenavne
(.dk, .co.uk, .com, .net etc.) hos andre Administratorer, herunder hos DK-Hostmaster A/S,
c) at være bekendt med muligheden for – i tilfælde af fejl eller fortrydelse - når som helst, at afbryde domænenavneregistreringsproceduren, herunder betalingsproceduren hos WorldPay,
d) at Administratoren hverken er ansvarlig for Brugerens fejlregistreringer af domænenavne, eller er pligtig at refundere de betalte afgifter for disse,
e) at afgørelse om Brugerens ret til refusion træffes af Administratoren alene, og kun efter Administratorens eget skøn.
§4 Tvister om domænenavne
Stk. 1. Brugeren accepterer og anerkender
- at Administratoren ikke har bemyndigelsen eller lovhjemmel til at fratage en Bruger
dennes domænenavn,
- at indsigelser mod stedfunden registrering af et domænenavn, alene skal rettes mod den Bruger, som har foretaget erhvervelsen af domænenavnet,
- at være forpligtet til holde Administratoren skadesløs i forbindelse med eventuelle tvister eller retssager om retten til brugen af et navn som domænenavn, herunder også eventuelle tvister om underordnede niveauer af domænenavnet,
- at Administratoren ikke på nogen måde er ansvarlig for en Brugers erhvervelse eller anvendelse af et domænenavn.
Stk. 2. Brugeren accepterer og anerkender, at bevisførelsen for erhvervelse og brug af et domænenavn i ond tro kan anses for opfyldt, hvis det dokumenteres,
a) at domænenavnet er identisk med, eller til forveksling ligner et varemærke eller kendetegn, som en anden Bruger har rettigheder
til og
b) at Brugerens primære formål med anskaffelse af domænenavnet er at sælge det, udleje
det eller overdrage det til en anden Bruger, som er indehaver af varemærket eller kendetegnet, eller til en af rettighedsindehaverens konkurrenter, for værdier som overstiger Brugerens dokumenterede omkostninger direkte relateret til domænenavnet; eller
c) at Brugeren har erhvervet domænenavnet med det formål at forhindre ejeren af varemærket eller kendetegnet i at kunne bruge mærket som domænenavn, under forudsætning af, at Brugeren fremviser en sådan adfærd ; eller
d) at Brugeren har erhvervet domænenavnet med det primære formål at afbryde en virksomhed/forretning tilhørende en konkurrent; eller
e) at Brugeren forsætlig har forsøgt at tiltrække – for kommerciel vinding – Internetbrugere til dennes hjemmeside eller andet on-line sted, ved at skabe sandsynlighed for forveksling med rettighedsindehavers mærke for hvad angår kilden, sponsorat, tilknytning eller tilslutning til Brugerens hjemmeside, sted, produkt eller services.
Stk. 3. Brugeren accepterer og anerkender, at bevisførelsen for rettigheder eller legitime interesse i at beholde/bruge et domænenavn kan anses for opfyldt, hvis det dokumenteres at før enhver meddelelse til Brugeren om en tvist,
a) at Brugeren har anvendt domænenavnet, eller foretaget påviselig forberedelse til at bruge domænenavnet eller et navn svarende til domænenavnet; eller
b) at Brugeren har været almindeligt kendt ved domænenavnet, selvom Brugeren ikke har
tilegnet sig nogen varemærkerettigheder eller kendetegnsrettigheder; eller
c) at Brugeren gør legitim ikke-kommerciel eller fair brug af domænenavnet, uden intentioner om – for kommerciel vindings skyld – på vildledende måde at omdirigere
Internetbrugerne, eller vanære det omhandlende varemærke eller kendetegn.
Stk. 4. Brugeren accepterer og anerkender, at Administratoren er forpligtet til at respektere afgørelser fra en domstol, en voldgiftsret som Brugeren frivilligt har tiltrådt, eller et gyldigt påbud fra offentlige myndigheder.
Stk. 5. Brugeren accepterer og anerkender, at Administratoren ikke agter at medvirke som dommer i forbindelse med domænenavnetvister, hvorfor Brugeren er henvist til de almindelige domstole, de nationale og Internationale voldgiftsretter eller andre konfliktløsningsorganer.
§5 Ansvarsfraskrivelse og skadesløsholdelse
Stk. 1. Administratoren fraskriver sig ethvert ansvar i relation til Brugerens erhvervelse og anvendelse af de domænenavne eller services Administratoren tilbyder.
Stk. 2. Brugeren forpligter sig til på enhver måde at skadesløsholde Administratoren i relation til klager eller krav, inklusive rimelige advokatomkostninger, fremsat af nogen tredje part som følge af Brugerens anvendelse af Administratorens services.
§6 Driftsforstyrrelser m.v.
Stk. 1. Administratorens services leveres "som de er og forefindes".
Administratoren fraskriver sig ethvert ansvar for direkte eller implicitte garantier eller tilsikringer med hensyn til kvaliteten og korrektheden af data og den leverede service, disses anvendelighed eller benyttelse til noget specifikt formål, samt at anvendelse vil forløbe uden afbrydelser eller mangler.
Stk. 2. I intet tilfælde er Administratoren - uanset uagtsomme forhold - ansvarlig for direkte eller indirekte tab eller skader som følge af Brugerens anvendelse af Administratorens services.
§7 Værneting
Stk. 1. Tvister opstået som følge af Brugerens anvendelse af Administratorens services eller fortolkning af nærværende Almindelige Forretningsbetingelser, skal afgøres på grundlag af dansk ret og danske fortolkningsprincipper, med Sø- og Handelsretten i København som værneting i første instans.
Stk. 2. I tvister opstået mellem Administratoren og Brugeren, skal sagen anlægges mod nedenstående Administrator:
Digital Marketing Support ApS
Generatorvej 8B
DK-2730 Herlev
CVR nr. 18 68 98 98
Tlf.: +45 33 11 28 28
Fax.:+45 33 11 28 29
§8 Særlige betingelser for registreringer i perioden 11.
oktober 2004 til og med 11. november 2004
Brugeren accepterer og tiltræder, at domæneregistreringer i denne periode er betinget af, at registranten har varemærke eller anden form for rettighed til navnet.
Brugeren accepterer, at manglende fremvisning på forlangende af dokumentation for ovennævnte rettighed i perioden indebærer, at domænenavnet slettes som værende ugyldigt registreret.
Brugeren kan efter udløb af perioden foretage registrering af domænet, hvis det ikke er blevet registreret af en anden registrant.
Varemærke og andre rettighedsindehavere kan i perioden rette skriftlig henvendelse til ovenstående adresse med fornøden dokumentation for deres rettigheder.
Domænenavne registreret ”for næsen” af rettighedsindehavere vil blive overdraget til dem såfremt registranten ikke kan dokumentere sin rettigheder til navnet.
Efter periodens udløb påtager Digital Marketing Support ApS sig ikke at deltage i løsning af tvister om domænenavne og paterne henvises til de almindelige domstole.
Version 1.00 - København, den 1. juni 2001
Ændret - Herlev, den 11.oktober 2004
|